Broccolisalat med Miracle Whip
Broccolisalat er en ægte klassiker, og det er ikke uden grund. Dens cremede og lækre smag komplimenterer nemlig utallige typer af retter. Den kan både serveres til fisk, fjerkræ og oksekød. Om kødet grilles, koges eller er ovnbagt, så er broccolisalat nærmest altid et sikkert valg. Men det stopper slet ikke der. Hvis du heller ikke kan få nok af den lækre salat, så kan den nemlig også nemt spises som en ret for sig selv. Det er kun fantasien og din smagsløg, som sætter grænserne.
Så er der også opskriften på Broccolisalat med dressing
Der findes mange nye fortolkninger af salaten, men her får du den helt klassiske opskrift på broccolisalat med bacon, rødløg og Miracle Whip. Denne opskrift er på salaten som tilbehør til 2 personer. Den er super nem og hurtig at bikse sammen til aftenens bøf. Så bliver det altså ikke nemmere at lave lækker aftensmad!
- 1 Broccolihoved
- 1 Rødløg
- 1 Håndfuld Pinjekerner
- 1 Pakke Bacon i tern
- 3 spsk. Miracle Whip
- 0,5 spsk. Sukker
- 2 spsk. Rødvinseddike
- Først skal broccolihovedet skylles og skæres ud i spisevenlige buketter. De kommes i en gryde med vand og et lille drys salt, hvor de koges i et par minutter. Du skal være forsigtig med ikke at koge buketterne for meget, da der helst gerne skal være lidt bid i dem. Du må hellere koge dem for lidt end for meget. Når broccolibuketterne er færdigkogt, så hældes vandet i en si. Giv dem lov til at køle og dryppe af imens du tilbereder resten af salaten.
- Baconternene steges på en varm pande. Når ternene er godt sprøde, så fjernes de. Du lægger dem på en tallerken med et lille stykke køkkenpapir til at suge det overskydende fedt. Lad dem blive her imens du ordner resten af salaten.
- Rødløget skæres i små fine tern eller strimler - det er helt op til dig, hvad du foretrækker. Det finskåret løg blandes sammen med pinjekernerne og de afkølede broccolibuketter.
- Miracle Whip blandes med sukker og rødvinseddike i en lille skål. Blandingen piskes godt sammen, og den hældes derefter over salaten. Vend salaten grundigt i den cremede dressing således at smagen bliver godt fordelt i hele skålen.
- Til sidst tilføjes baconternene. Du kan enten vælge at drysse de sprøde bacontern oven på salaten, eller du kan servere dem i en lille skål ved siden af.
Voila! Så nemt er det altså at lave en lækker broccolisalat med Miracle Whip til aftensmaden. Opskriften er ret klassisk. Det er derfor oplagt at forsøge sig frem med at udvikle opskriften efter egen smagsbehov. Du kan prøve at justere på mængderne af ingredienser eller tilføje helt nye smage til salaten. Du ønskes god fornøjelse med madlavningen!
Et lille tip
Er du ikke den store kødspiser, eller prøver du bare at skære ned for dit kødforbrug? Så får du lige et lille lækkert tip med på vejen. Broccolisalaten kan nemlig nemt laves i en vegetarisk udgave, uden at den mister dens sprøde og salte smag fra baconternene.
Du kan for eksempel prøve at udskifte bacon med ovnbagte rødbeder. Alt du skal gøre at skære 1-2 små rødbeder ud i tynde skiver. Herefter smider du dem på en plade, hvor de vendes i olie og salt. Rødbedeskiverne sættes i ovnen, som er forvarmet på 200 grader varmluft. Efter 15-20 minutter er de knasende klar til at blive blandet i salaten. Det er simpelt, nemt og ikke specielt meget mere tidskrævende end den originale opskrift.
For endnu mere salt og knas kan du riste pinjekernerne, før du kommer dem i salaten.